Tærter

Tærter med forskellige grønt fyld er dejlige og mættende gerne med en kold ”mejerigtig” sovs til.

Først bages tærten:

(4-6 pers.)

50 g. grahamsmel og 75 g. hvedemel eller 125 g. hvedemel

100 g. smør

3 spsk. koldt vand

Smørret hakkes ud i melet, og dejen æltes sammen med det kolde vand til en blød smidig dej, der lægges koldt gerne i timer eller dage.

Derpå smøres et rundt ildfast fad, ca. 23 cm i diameter, dejen rulles ud, formen beklædes og kanterne trykkes godt til. Læg en letsmurt dobbelt foliestrimmel tæt trykket op til dejkanten hele vejen rundt. Dejbunden prikkes og bager på en rist på nederste rille ved 235˚ i 6 min. Foliestrimmelen fjernes hurtigt og tærten bager videre ved 225˚ i 10 min.

Parat til at anvende med fyldet:

Svampefyld:

1 finthakket løg

1 spsk. smør

200 g. friske svampe, det kan være champignoner, kantareller, østershatte eller karl-johansvampe, snittede lidt groft

3 æg

3 dl. kaffefløde

salt

lidt peber

Løget letsvitses i smørret. Så piskes de hele æg med fløde og krydderier, heri løget og de grofthakkede svampe. Det hele hældes i tærtebunden, der stilles på risten og bager på den nederste rille ved 200-225˚ i 30-35 min., til æggemassen er letstivnet.

Porre-gulerodsfyld:

2 porrer

2-3 gulerødder

2 spsk. smør

3 æg

2½-3 dl. kaffefløde

salt

peber

5 spsk. revet ost

Gulerødder og porrer skæres i skiver, begge dele letsvitses i smør, og lidt efter tilsættes 2 dl. vand og salt og evt. timian, og under låg damper det mørt i 8 min. Hældes i en sigte. Nu piskes æggene let sammen med fløden, der kan erstattes af den væde, grøntsagerne dampede i og fløde, til der er 3 dl. Smages til med salt og peber og hældes i tærten, revet ost drysses over og tærten bager som ovenstående tærte.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar